Rejsegilde på Koldings nye demensplejehjem
Plejehjemmet Dorotheas Have er godt på vej. Der har netop været afholdt rejsegilde på byggeriet.
dato
05.02.2026
Byggeriet af Plejehjemmet Dorotheas Have i Bydelen omkring Munkevængets Skole i Kolding er i fuld gang, og torsdag den 5. februar blev en vigtig milepæl markeret, da ALFABO sammen med JORTON kunne invitere til rejsegilde.
Udover at rumme 70 plejeboliger og 55 visiterede aktivitetstilbudspladser for borgere med demenssygdom, kommer Kolding Kommunes plejehjem til at skabe en blandet bydel. Og det glæder ALFABOs formand Bent Jacobsen.
”Vi har et fantastisk samarbejde med kommunen omkring gennemførelsen af den lovpligtige udviklingsplan for området. Og vi ser frem til, at det nye plejehjem vil give bydelen masser af nye kvaliteter og nye muligheder med blandt andet mange arbejdspladser,” siger han og takkede også sin tale ved rejsegildet de mange samarbejdspartnere, som ALFABO har i forbindelse med byggeriet.
”Uden dem kunne vi ikke nå dertil, hvor vi er nået i dag.”
Dorotheas Have står færdigt i 2027 og bliver et kommunalt drevet plejehjem, hvor ALFABO er bygningsejere.
Jakob Ville, borgmester i Kolding, siger:
”Med byggeriet tager vi et vigtigt skridt i arbejdet med at gøre hele Kolding mere levende og attraktiv for alle aldre. Det plejehjem vi opfører her, bygger på Koldings DNA, hvor vi tænker kreativt med udgangspunkt i borgerens centrum. Her skaber vi nye hjem, nye arbejdspladser og nyt liv til Munkebo-området.”
Han fortsætter:
”Dorotheas Have bliver et af de steder, der viser, hvordan vi på en meningsfuld måde udvikler bydelen, skaber aktivitet og styrker fællesskaber for alle, uanset alder.”
Også for Søren Rasmussen, formand for Senior- og Sundhedsudvalget, er rejsegildet en vigtig milepæl:
”Det er en glædens dag, at vi ser Dorotheas Have tage form. Her bliver ikke blot bygget mursten og beton, men et hjem fyldt med liv, nærvær og fællesskab, hvor hverdagens små glæder kan udfolde sig. Samtidig får vi et plejehjem, der giver ældre med demens de bedst mulige rammer og ekstra tryghed.”
Byggeriet af det nye plejehjem sker i forbindelse med gennemførelsen af den lovpligtige udviklingsplan for Munkebo og kommunens plan for at etablere flere plejeboliger til den voksende gruppe af ældre frem mod 2031.
FOTO: EK Foto