Det skal plejehjemmet i Munkebo hedde
Det nye plejehjem i vores boligområde Munkebo opkaldes efter kongeligt bysbarn
dato
14.04.2023
Når det nye plejehjem i Munkebo åbner i foråret 2027, skal det hedde Dorotheas Have.
Navnet til det nye plejehjem er udvalgt i samråd mellem seniorudvalget i Kolding Kommune og ALFABO.
ALFABOs bestyrelsesformand for ALFABO, Bent Jacobsen, fortæller, at Dorotheas Have som et navn, kan være med til at skabe en ny historiefortælling om Munkebo.
”Etableringen af Dorotheas Have er jo en vigtig brik i hele udviklingsplanen for Munkebo. Plejehjemmet kommer til at skabe en mere differentieret boligsammensætning her i Munkebo. At vi navngiver plejehjemmet efter Dronning Dorothea, betyder for mig, at vi er i gang med en historiefortælling om, hvad tilknytningen til Kolding betyder for området, og hvilken rolle Munkebo har i denne sammenhæng”, siger han.
Dorotheas Have får plads til 70 plejehjemsbeboere og 55 aktivitetspladser til borgere med demens. Plejehjemmet bliver et kommunalt drevet plejehjem, og ALFABO bliver bygningsejere.
Navnet Dorothea stammer fra Dronning Dorothea, der var dronning af Danmark fra 1534 til 1559, og som i en årrække herefter boede som enkedronning på Koldinghus.