Klædt på til den almene boligøkonomi
Mere end 50 medlemmer af vores afdelingsbestyrelser har været samlet for at blive klogere på økonomien i den almene boligsektor
dato
04.03.2025
Ord som dispositionsfond, arbejdskapital og henlæggelser er for mange fremmedord og kan være svære at forstå betydningen af. Men det er vigtige begreber i økonomien i den almene boligsektor.
ALFABO har derfor afholdt kursus i ’boligøkonomi for afdelingsbestyrelser’ for alle medlemmer af vores afdelingsbestyrelser.
Rikke Hansen, konsulent, BL – Danmarks Almene Boliger, stod for undervisningen og sørgede for, at bestyrelsesmedlemmerne fik forståelse for et boligselskabs og afdelingernes økonomi og blev klædt på til bedre at kunne bidrage til de økonomiske overvejelser, som de kan støde på i bestyrelsesarbejdet.
Det gjorde indtryk på Rikke Hansen, at så mange var mødt op til kurset.
”Når jeg kigger ud over salen, er jeg imponeret over, hvor mange der bruger tid og kræfter på beboerdemokratiet og bruger en aften på at tale almen boligøkonomi,” siger hun.
Det er anden gang, at ALFABO holder kursus i økonomi for afdelingsbestyrelserne. Ifølge ALFABOs bestyrelsesformand Bent Jacobsen og direktør Erik Lønne Gottfredsen er det vigtigt, at medlemmerne af afdelingsbestyrelserne har forståelse for økonomien.
”For at beboerne kan føle medejerskab og lyst til at engagere sig i deres afdeling, skal de også forstå, hvad der foregår og hvorfor. Det giver vi dem mulighed for med sådan et kursus,” siger de.
/)