SENESTE NYT!

ATTRAKTIVE BOLIGER TIL ALLE

Gå på opdagelse i vores boliger og afdelinger. Vi tilbyder mange forskellige boligtyper, så du nemt kan finde en bolig, der passer til dig

Læs mere
Gå til forside

HULLET I BYGGEHEGNET: Skoleelever udsmykker hegn

3.B fra Brændkjærskolen udsmykker og forskønner det rå byggehegn ved Højhuset på Kløvervej

Nyhed

dato

09.09.2025

Højhuset på Kløvervej er pakket ind i net og stillads. Og inde bag det store byggepladshegn har håndværkerne travlt med at gøre klar til det store nedtagningsarbejde.

På den anden side af hegnet er pensler og maling fundet frem. 3.B fra Brændkjærskolen har nemlig travlt med at udsmykke og forskønne det rå byggehegn.

”Vi har brugt tid på at kigge og snakke om, hvad det er, håndværkerne laver bag hegnet. Men vi har også snakket om, hvad der ellers kunne ske derinde,” fortæller Charlotte Lønborg Michaelsen, der er elevernes billedkunstlærer.

På den baggrund blev idéen til udsmykningen til. ’Hullet i byggehegnet’ hedder det overordnede tema og hver elev har i hver deres nøglehul brugt fantasien og malet, hvad de forestiller sig, man ser, når man kigger gennem nøglehullet.

Billedkunst er et af 9-årige Dicte Olesens yndlingsfag, og hun har malet et hav med et skib, en palme på stranden og en smuk solnedgang. Der er også 2 måger, som måske er forelskede.

”Det er sjovt at komme ud. Og det er sjovt at male, mens man snakker og hygger sig med de andre,” siger Dicte, der sammen med de 28 klassekammerater 3 onsdage i træk har gået de 1,5 km, der er fra skolen til Højhuset.

Charlotte fortæller, at projektet har været en kæmpe oplevelse for eleverne.

”De føler sig udvalgte. Og de er meget stolte over det, de har lavet,” siger hun.

Udover eleverne fra Brændkjærskolen har Råværket, GadeMix og Ditte Høj, lokal kunstner, været med til at udsmykke byggepladshegnet.

Kunstprojektet er støttet af Kolding Kommunes kultur-kvikpulje med 15.000 kr.

Det færdige resultat fejres med en fernisering onsdag den 24. september kl. 15-17. Der vil være taler og introduktion til kunstværkerne i Fælleshuset på Kløvervej 25A samt rundtur til kunstværkerne.

FAKTA om nedtagning af Højhuset

ALFABO har med indstilling fra Kolding Kommune i 2021 ansøgt Bolig- og Planstyrelsen om tilladelse til at nedtage Højhuset på Kløvervej. Tilladelsen blev givet i 2022.

LÆS MERE OM PROJEKTET HER

GALLERI: Skoleelever udsmykker byggepladshegn