FØRSTE HAMMERSLAG ER TAGET: Nu kan nedtagningen begynde
Første hammerslag til nedtagning af de tre etageboliger på Cypresvej i ALFABOs boligområde Munkebo er nu officielt taget
dato
11.11.2024
Første hammerslag til nedtagning af de tre etageboliger på Cypresvej i ALFABOs boligområde Munkebo er nu officielt taget af Kolding Kommunes borgmester Knud Erik Langhoff og formand for ALFABOs organisationsbestyrelse Bent Jacobsen.
”Det er første gang, at jeg er med til første hammerslag. Normalt er jeg med til første spadestik. Men med markeringen i dag, har vi taget første skridt til, at vi om tre år har et færdigt plejehjem her i området,” sagde Knud Erik Langhoff og fremhævede det gode og målrettede samarbejde mellem ALFABO og kommunen.
”Vi har formået at løse den her opgave på bedst mulige måde. ALFABO er hele tiden et skridt foran og tænker i spændende løsninger. Der er blandt andet tænkt i genbrug og bæredygtighed, og der er tænkt i at løse arbejdsløshedsproblemer,” lyder det videre fra borgmesteren.
Boliger erstattes af plejehjem
Når arbejdet med nedtagningen er færdigt, begynder opførelsen af Kolding Kommunes nye plejehjem, Dorotheas Have. Et plejehjem med plads til 70 plejehjemsbeboere og 55 aktivitetspladser til borgere med demens.
Det sker i forbindelse med gennemførelsen af den lovpligtige udviklingsplan for området. Munkebo har tidligere figureret på regeringens liste over ghettoområder og er derfor tilknyttet udviklingsplanen, som skal gøre området til et endnu bedre sted at bo.
Forud for nedtagningen af etagebygningerne er 92 familier permanent flyttet ud af deres boliger. En proces som bygge- og udviklingschef hos ALFABO Stefan Vestergaard og Bent Jacobsen takkede beboerne for at være en del af.
”Beboerne har været modige, tålmodige og samarbejdsvillige. Det vil vi gerne sige tak for,” lød det fra dem begge.
Plejehjemmet Dorotheas Have står færdigt i 2027 og bliver et kommunalt drevet plejehjem, hvor ALFABO er bygningsejere.
SE OG LÆS OGSÅ: