Fokus på roller, kompetencer og opgaver
Mere end 40 medlemmer af vores afdelingsbestyrelser har været samlet for at blive opdateret på afdelingsbestyrelsens rolle, kompetencer og opgaver.
dato
28.02.2024
Mere end 40 medlemmer af vores afdelingsbestyrelser var i den forgange weekend samlet på Hotel Koldingfjord for at blive opdateret på afdelingsbestyrelsens rolle, kompetencer og opgaver i ALFABO.
Underviser Tinus Lassen, konsulent ved BL – Danmarks Almene Boliger, sørgede blandt andet for, at deltagerne fik forståelse for opbygningen af den almene boligsektor, overblik over boligselskabets struktur og samspillet mellem beboere, afdelinger og administrationen og blev fortrolige med afdelingsbestyrelsens beføjelser i forhold til boligselskabet og repræsentantskabet.
”Det er et kursus, som har været efterspurgt, og vi har fået så mange positive tilbagemeldinger fra deltagerne, som mener, at kurset var særdeles relevant og fyldt med gode informationer,” siger formand for ALFABO, Bent Jacobsen og tilføjer:
”Det var også rart for medlemmerne at netværke med hinanden. Der var god dialog og virkelig god stemning.”
Medlemmerne af vores afdelingsbestyrelser får mulighed for igen at mødes, netværke og få endnu mere viden, når der den 19. marts afholdes kursus med fokus på økonomi i den almene sektor, boligselskabets økonomi og afdelingernes økonomi.