30 attraktive boliger skyder op i nyt boligområde
ALFABO opfører almene familie- og seniorvenlige boliger i Stenderup, som ligger tæt på motorvej, arbejdspladser og indkøb.
dato
11.03.2026
Lige overfor den populære Stenderup Skole i Hedensted Kommune, er et nyt og grønt boligområde for alvor ved at tage form med boligorganisationen ALFABOs nye afdeling Skolebækken. Et nyt boligområde, som skyder op i det bakkede landskab med smuk udsigt til Dallerup Skov.
1. maj i år står de 30 almene boliger – som henvender sig til både børnefamilier og seniorer - klar til indflytning. Men allerede nu er interessen for boligerne stor, fortæller ALFABOs formand Bent Jacobsen.
”Vi oplever, at interessen for velindrettede boliger målrettet familier og seniorer er rigtig stor. Folk ønsker at have frihed til at rejse og deltage i fællesskaber, og så er det rart, at der er nogen, som tager sig af de praktiske opgaver, hvilket er tilfældet i almene boliger som vores. Mange vil gerne bo i noget nyt, uden at have ansvaret for vedligehold,” siger han.
Fælleshus og smukke omgivelser
Boligerne findes i to størrelser: 86 m² - en 3-værelses særligt velegnet til seniorer, og 93 m² - en 4-værelses oplagt til børnefamilier.
De 30 lejemål, som er fordelt på 15 dobbelthuse, er opført i en vifteform omkring en fælles parkeringsplads, et fælleshus og et centralt affaldsområde. Viften åbner sig ud i landskabet og lader den smukke omkringliggende natur trænge ind mellem husene.
Ingen af dobbelthusene ligger parallelt, hvilket minimerer indkig og skaber en større følelse af privatliv mellem boligerne.
Adgangen til boligerne sker via en fælles sti – et trygt og bilfrit rum, hvor beboere møder hinanden naturligt i hverdagen. På husenes modsatte side findes private terrasser med direkte forbindelse til de grønne fællesområder.
Mellem boligerne slynger grønne regnvandsrender sig, der fremstår som frodige beplantede bede og leder regnvandet mod et vådområde i det nordlige hjørne af grunden. Her håndteres regnvandet lokalt – som en integreret del af landskabet.
Tæt på alt
Det nye boligområde - med ALFABOs 30 lejemål og privat bygherres boliger - er et vigtigt skridt på vejen i bestræbelserne på at skabe gode rammer for bosætning og familieliv i området.
”Det vil bidrage positivt til en i forvejen attraktiv og efterspurgt skoleby,” siger Bent Jacobsen.
Udover skolen er der i Stenderup gode fælles friarealer, kort afstand til indkøb og multihal samt adgang til stisystemet mod natur- og aktivitetsområdet ved Fuglekær.
Også beliggenheden tæt på motorvej, den lette adgang til større byer som blandt andet Hedensted, Vejle, Horsens og Aarhus og dermed også et stort jobmarked, gør Stenderup til et attraktivt sted at bosætte sig.
VIL DU VIDE MERE OM DE NYE BOLIGER ELLER SKRIVES PÅ VENTELISTE, SÅ KONTAKT UDLEJNINGEN PÅ MAIL INFO@ALFABO.DK ELLER TLF. 7370 8180.
DU KAN OGSÅ LÆSE MERE OM SKOLEBÆKKEN HER